Nu er det jo snart Jul, og så skal vi huske at være gode ved hinanden i denne hjerternes og børnenes festtid: og hvad kan kan da være mere naturligt i denne sammenhæng end endnu en humanitær indsats på linje med succesen i Libyen? Takket være NATO's humanitære indsats kæmpede det libyske folk sig fri af en ond ond diktators tyngende åg - nuvel, NATO's bombardementer krævede hundredvis af civile menneskeliv og lagde landets infrastruktur øde, men til gengæld blev libyerne frie til at indføre den sharialovgivning som manglede under Ghadaffis styre. Sådan skal det gøres, og visse aktører mener det bør gøres igen: denne gang i Syrien, hvor den onde onde Bashar al-Assad igennem længere tid har indsat ordensmagten mod demonstranter og andre oprørere, ligesom regeringer har for vane at gøre i stedet for at lytte.
Ifølge tal fra den anonyme ledelse af organisationen
Syrian Observatory of Human Rights er over 3.500 mennesker omkommet i kamp mod Assad-regimet - det som i international politik hedder indre anliggender. Indre anliggender er ikke noget andre stater eller aktører skal blande sig i, selvom mange bosniske muslimer og andre anderledes tænkende unddrog sig at havne i en massegrav i det tidligere Yugoslavien ved NATO's indsats - en indsats hollandske og franske FN-styrker ikke havde
mandat til at bistå med i Srebrenica. Dengang indledte NATO sin indsats med et solidt luftbombardement. Kosovo/va og senere Libyen blev som bekendt også støttet af NATO's bomber. Gad vide hvilken karakter den humanitære indsats i Syrien får?
Ligesom de libyske
al-Qaeida oprørere blev importeret udefra, er der også
forlydender om
udenlandsk bistand til de syriske oprørere. Det kan derfor være svært at afgøre hvem der har det egentlige ønske om et magtskifte i Syrien, ligesom et motiv kan være svært at få øje på - med mindre en krig mod Iran er i støbeskeen.
Vestlige argumenter for at intervenere militært i andre landes indre anliggender inviterer til selvransagelse hvis man betragter den måde vore egne mønsterstater møder borgerne på. Den seneste tids kampe mellem politi og almindelige demonstranter eller ungdomshusbeboere kalder på sammenligning fra sort/hvide billeder fra historiebøgerne. Det moderne vestlige politi er i dag bedre udstyret og har kraftigere våben end den gennemsnitlige infanterist ved landsætningen på Omaha Beach under Anden Verdenskrig. Hvem mon de skal i krig mod?
Tilbage i Syrien er regimet officielt anklaget for at have dræbt flere tusinde demonstranter over de sidste ni måneder, mens andre kilder beretter om
influx af militante fra hele regionen og
troppeansamlinger nær den Syrisk-Jordanske grænse. Set i forhold til rapporterne om bevæbnede demonstranter er der måske en sammenhæng. Afhoppere fra Syrien samler sig i den Frie Libyske Hær under administrativ ledelse fra den amerikanske Incirlik-base nær Adana i Tyrkiet, hvor den afhoppede oberst Riad al-Assad
organiserer de syriske dissidenter. Imens terroriserer
udenlandske dødspatruljer den syriske befolkning, mens udenlandske mullaher maner til demonstrationer for dannelsen af en sharia-stat.
Alt i alt kan det være svært at danne sig et
retvisende billede af situationen i Syrien og de mange aktører uden at se igennem de mange lag af dis- og misinformation,
propaganda og private beretninger.
Det eneste der med sikkerhed kan konstateres er, at siden topmødet i 2005 har FN og dets diktatoriske medlemslande påtaget sig ansvaret for at beskytte alverdens befolkninger mod forbrydelser mod menneskeheden - den såkaldte R2P eller
Responsibility to Protect. Se pkt. 138
her.
Bare rolig, Syrien, NATO er på vej med humanitære bomber i julegave.
