onsdag den 15. oktober 2014

Vorherrebevares

Det gode ved selv at vedligeholde sin blog er at det skrevne kan redigeres. Bevares, der findes google cache, the wayback machine og andre tjenester til at finde g(l)emte ting på nettet, men blogformatet tillader samtidig enhver skribent at ændre og tilpasse forskellige udsagn i overensstemmelse med den til enhver tid gældende mening. Derfor tillader jeg mig i de følgende linjer at udspy min galde over tilfældige emner som, trods mit rummelige væsen, fortjener at blive udstillet efter mit forgodtbefindende.

Det første emne i denne omgang er dyresex.

Om jeg fatter hvorfor det emne nu igen skal til at optage spalteplads og sendetid, når verden er så fuld af andre interessante emner end endnu en minoritets seksuelle adfærd. Hvis alt det dyneløfteri skal til for dyrenes skyld er jeg sikker på der findes andre langt mere rentable steder at sætte ind overfor den skrantende dyreetiske tilgang blandt landets kød- og pelsproducenter, end et af de ganske få potentielt nydelsesfulde øjeblikke dyr i fangenskab oplever på en dag.

Jeg tvivler på særlig mange rent faktisk omvikler deres hamster med gaffa, ligesom hønens gathul vel nok sjældent udvides mere end under æglægningen. Når man taler om den mandlige interaktion med et dyr kan jeg kun vanskeligt forestille mig hvilket dyr der rimeligvis kunne lide overlast derved uden manden selv måtte lide en smule. Ved kvindens omgang med dyr er det vel oftest hende selv der løber en risiko ved akten.

Koen må tåle dyrlægens arm. Grisens anatomi ligner menneskets til forveksling. Ingen kan vel gennemføre akten med hverken hund, kat eller kanariefugl, så hvilke dyr er det vi taler om for hvem det skulle være en pine? En ged? En hvalros? En akvariefisk? Mink...

Grundlæggende kan man vel sige at ethvert dyr har ret til selv at bestemme over sin krop - med undtagelse naturligvis af kød-donorer - så hvad med de dyr der godt kan lide sex med mennesker, eller måske sex med andre dyr? Hvem har spurgt dyrene om deres mening?

Der føres ingen opsyn med de som tager på sex-ferie og udnytter/benytter de kapitalistiske markedskræfter, men de som går i laden, eller køber glidecreme til St. Bernhard skal holdes et vågent øje med.

Måjegværefri!