søndag den 18. juli 2010

Den sidste olie



Hurra! Så lykkedes det endelig at stoppe oliudslippet i den Mexicanske Golf. I hvert fald det på TV. Hurraaa. Og nu: videre til næste katastrofe! Bliver det mon økonomisk kollaps, et meteornedslag, terrorangreb eller en kendis på nedtur?

Misæren i golfen er, hvad nogle økonomer kalder, kollaterale bivirkninger af en kapitalistisk økonomi betjent af finansielle grovædere. Når skyld og kausalitet ikke kan bestemmes, kan man med fordel skyde skylden på systemet, forældregenerationen, forråelsen i samfundet, den internationale terrorisme eller varmen. Alt sammen vel vidende, at der var nogen, der gav ordre til at ignorere advarsler, omgå sikkerhedsprocedurer og minimere omkostninger trods bedre vidende. Eller skal vi tro på, at verdens bedste ingeniører, operatører og tekniske specialister i mødet med virkeligheden er en flok lallende amatører?

Men hvad skal det nytte at placere skyld og ansvar for, at ålen uddør, når den ikke længere kan yngle i et Saragassohav fyldt med råolie, methan og benzen? Hvad er en passende bod til den, som iværksatte den systematiske spredning af millioner af liter ekstremt giftige opløsningsmidler over oliudslippet - som om olie ikke var giftigt nok i forvejen? Hvad koster en yngleplads? Hvor mange tønder råolie er et koralrev værd? Hvor stort et skattefradrag giver det at afskrive en hel art? Hvor mange smådyr går der på en liter benzin, og hvorfor kan man ikke bare hælde delfiner på tanken? Hvor mange dyr forbrænder en bybus pr. kilometer?

Placering af skyld og ansvar giver ingen mening.

Økonomisk induceret kausalitet kan til nød give hændelsen rationale.

Med mindre døden er meningen med livet, er oliudslippet meningsløst og kapitalistisk økonomi irrationel.

Alt hvad der baserer sig på en kapitalistisk økonomi vil derfor udvikle en irrationel, amoralsk og uetisk modus operandi, hvor hensynet til økonomien går forud for alle andre hensyn, herunder hensynet til den menneskelige eksistens og andre tænkelige forhold, der ikke har økonomisk validitet. Hvad koster et menneskliv? Nedjusterer staten en budgetpost, når et CPR-nummer nulstilles?

Mennesket vil hinanden det godt på det personlige plan. Med undtagelser. Ingen er forpligtet ud over deres evner :-) Der er altid nogen, der vil noget andet/mere/mindre end andre. Det skaber den højt besungne dynamik i samfundet. En dynamik som i alle samfund virker indenfor rækkevidden af en mere eller mindre centraliseret magtstruktur. Det kan være en høvding, et stammeråd, kongen eller domstolen i et vestligt demokrati. En instans med afgørelseskompetence og sanktionsmuligheder overfor udbrydere af den normative tradition eller forbrydere mod loven.

I en økonomisk forståelse reduceres retfærdighed fra at være endmålet eller det højeste gode til at være en variabel i et større regnestykke: Prisen for at gøre det rigtige i forhold til omkostningerne forbundet med at gøre det billigste eller mest profitable. Det kapitalistiske kooperativ, koncern eller corporation har i over hundrede år haft status som juridisk person. Det er altså firmaet og ikke beslutningstagerne, der hæfter for de negative konsekvenser af fx olieudslippet i den Mexicanske Golf. Det er især denne mekanisme der forårsager gråd og tænders gnidsel for de usagtmodige.

Lad os håbe der er noget tilbage at arve, når den tid kommer.

Ingen kommentarer: