fredag den 8. april 2011

Så blev det endelig fredag


Efter en lang begivenhedsløs uge er weekenden endelig nået.

Trods frihedens nærhed holder jeg mig frivilligt bag mine to computerskærme, mens jeg beredvilligt omsætter statens midler ved uomtvisteligt at se travl ud. En øvelse jeg finder ganske let men ubærlig. Bureaukratiet former sig mange steder som en tyngende ødsel forhindring for den frie udfoldelse og menneskers vel.

Nuvel, så bliver tingene gjort, siger du. Og der bliver taget hånd om alle, siger du. Det må siges at være en tilsnigelse baseret på egne vildfarelser. Bureaukratiet bevirker, at kun det politisk nødvendige bliver gjort. Den faktiske forvaltning underlagt bureaukratiets blækspruttearme kæmper individets kamp for retfærdighed under lov, selvom det til tider kniber med rummeligheden og empatien i fx plejesektoren, skolevæsenet og ordensmagten.

Så, så, siger du. Økonomer har også følelser, siger du. Jurister har også empati. Nuvel, ved kaffemaskinen, måske. I kantinekøen, javel. Men kagen skal jo skæres. En streg må dele i sin natur. Ikke alle har krav på at få. Ikke alle skal have. Ikke alle kan få. Men i udgangspunktet skal ingen have, så alle kan få – efter behov. Hvem skal vurdere det reelle behov? Og så er vi tilbage i organisation og forordning og struktur og beregning og optimering og investering og rationalisering og parkering og rammeaftaler og lort, mens de konstruktive værdiskabere og kreative alkymister må lide sulten i krop og sjæl, når traditionen og det skrevne har legitimitet over nytænkning og det givne.

Hvilket dårespil at pleje omgang med foresatte smagsdommere og folkevalgte demagoger under dække af nyttig beskæftigelse i det allerhelligste. Det tempel er besudlet, der ikke længere huser det guddommelige. Når den hellige olie først er fortæret og den evige flamme brændt ud, er det kun traditionens inerti og menneskers utilstrækkelighed, der holder kursen fast udover kanten af den flade jord. ”Lad der blive lys!” var Sputniks gedulgte mantra. "Lad der blive lys."

Ingen kommentarer: