Aftenposten

Tha Bank
Længe før den videnskabelige revolution slog igennem i Europa, og før alkymisterne indledte deres forsøg med at fremstille guld, var italienske troldmænd ivrigt i gang med at forøge pengemængden ved hjælp af sort magi. Metoden kaldtes dengang som i dag for kreativ bogføring, eller bankvirksomhed hvis det skal lyde fint. Grundprincippet var, i stedet for at bære rundt på en tung portamonete, at lade kontanter opbevare et sikkert sted, fx en svært bevogtet boks, og så i stedet anvende kvitteringer for det indestående som betalingsmiddel; eller, hvis begge parter i en handelstransaktion benytter samme boks, at lade betalingen ske ved bogføring. Bogføring foregik ved at henvende sig til den notar som førte den pågældende bog og bede ham overføre det aftale beløb. Selve ordet bank er en afledning af det italienske ord banco, som betyder bænk, altså den bænk notarens store regnskabsbog lå på. De første bankmænd var således simple skrivere, som drev forretning ved at modtage betaling for at opbevare folks værdier i sikkerhed bag lås og slå samt overføre (rotere) betaling fra en konto til en anden, en såkaldt giro-banco.

Disse værdier kunne nemt henligge i årevis uden at blive taget frem, og der gik ikke længe før bankmanden fandt ud af at låne ud af disse værdier - særligt rede sølv og guld - mod betaling, naturligvis. Lånerne var fortrinsvis fyrster og handelsmænd, som have brug for ekstra kapital til at finansiere krige, handelsoperationer og flere krige. I det omfang jævne kontoindehavere fik mistanke til, at deres penge var lånt ud og de således ikke kunne få deres indestående udbetalt, kunne folkestemningen resultere i at bekymrede kunder bestormede den pågældende bank for at kræve deres værdier - det der i dag kaldes for bank-run. Kunne bankmanden ikke tilvejebringe værdierne, ved fx i al hemmelighed at låne dem fra en anden bank, kunne det få alvorlige konsekvenser for ham, og hans bænk kunne blive ødelagt så han gik bancarotta.

Alligevel gik banken hurtigt hen og blev en god forretning, som også konger og fyrster havde del i. I lille Danmark stiftedes Rigsbanken første gang i 1736 ved indskud af værdier fra den enevældige konge, store københavnske købmænd og andre pinger ved muffen. Udover almindelig bankvirksomhed havde Rigsbanken også til opgave at trykke pengesedler og sørge for et sikkert og stabilt pengevæsen under den enevældige konges hånd og segl. Desværre lå den enevældige fod for tungt på gassen til seddelpressen, og efter 35 år var der så mange sedler i omløb at de enkelte danske rigsbanksedler var blevet så værdiløse at menigmand faldt tilbage på en bytteøkonomi. Som reaktion herpå stiftedes en ny rigsbank, som havde til formål at inddrive de gamle sedler gennem omveksling til nye rigsbanksedler med sølvværdi.

Femten år efter var den dog gal igen og en ny bank måtte samle stumperne sammen. Den holdt i næsten 30 år, men i 1813 måtte man starte møllen forfra en gang til, da krigen med England og den påfølgende statsbankerot efterlod andedammen tørlagt. Samtidige røster havde efterhånden nået et skingert niveau i deres kritik af pengevæsenet, og i 1818 besluttedes det at stifte Nationalbanken som et autonomt organ udenfor fyrstens direkte rækkevidde, hvilket satte en stopper for kongens tendens til at finansiere krige og anlægsarbejder ved at lade seddelpressen køre.

Nationalbanken har siden da været en selvstyrende enhed, som, udover almindelig bankvirksomhed, har haft til opgave at varetage og pleje et stabilt pengevæsen gennem fremstillingen af penge på baggrund af indestående værdier - den såkaldte grundfond - som for tiden består af bl.a. 66,6 tons guld deponeret i Bank of England. Det har umiddelbart været økonomisk sund beslutning at lade banken drive virksomhed uafhængigt af den enevældige konge, ligesom banken ubemærket overlevede systemskiftet i 1848-1849 tillige med skiftende lovgivninger i første halvdel af det 20. århundrede. Siden 60'erne har skiftende regeringer dog kontinuerligt dispenseret banken for dens forpligtelse til at svare pengemængden med den indestående grundfond, hvorfor vi i dag oplever en stadigt voksende pengemængde og en stadigt faldende købekraft og værdi af hver enkelt krone.

Dette hænger ikke nødvendigvis sammen med tilkomsten af private banker og sparekasser mv. op igennem tiden, men er i stedet forbundet med de internationale regler for bankvirksomhed, der er blevet udformet i tiden efter Anden Verdenskrig. Udover reglerne for Fractional Reserve Banking er moderne bankvirksomhed tilført et væld af værktøjer og økonomiske instrumenter som er svære at gennemskue og overvejende kritisable, samtidig med at verdensøkonomien som endnu overvejende handles i $ er underlagt de beslutninger som tages i den privatejede amerikanske centralbank Federal Reserve. Hertil kommer udfordringerne fra den svingdørspolitik der har eksisteret i finansverdenen, særligt i USA, hvor private interesser skiftevis har bestridt poster i regeringsapparatet og den finansielle sektor. Fx var USA's nuværende finansminister Tim Geithner tidligere chef for Federal Reserve Bank of New York, ligesom hans forgænger Hank Paulson. Til sammenligning var visepræsident Richard Cheney ansat i en toppost hos verdens førende våbenproducent, Halliburton, inden han angiveligt styrede USA ind i krigen mod terror og resten af den civiliserede verden fra kommandocentret under Det Hvide Hus.

Flydende grænser mellem de lovgivende organer og industri- og finansverdenen er dog ikke alene et amerikansk fænomen. Som beskrevet ovenfor var det netop den manglende adskillelse mellem kongen og banken der førte til oprettelsen af Nationalbanken i Danmark. Det interessante i denne sammenhæng er at det ikke længere er et nationalt problem hvordan økonomien administreres, men undergravende for hele verdensøkonomien når Federal Reserve lader seddelpressen køre for at finansiere USA's krige og handelsoperationer. Med den internationale anerkendelse og implementering af reglerne for fractional reserve banking er det dog ikke længere den enevældige konge, der lader seddelpressen køre, men den (ene)vældige bankdirektør, der trykker på speederen. Hvor det tidligere var pedantiske, regelrette bureaukrater der, under strafansvar og ærestab, forvaltede pengevæsenet, fremstår den moderne finansmand nærmere som en kleptokratisk fribytter med grådighed som den største dyd.

Den franske avis Le Monde anklager det internationale finansielle hegemoni for at være styret af en lille inderkreds af "frimurere" som trækker i trådende på begge sider af Atlanten. Særligt den amerikanske bank Goldman Sachs beskyldes for at have placeret logebrødre på nøgleposter i både USA og EU. Fx skulle den europæiske centralbankdirektør, Mario Draghi, Italiens netop indsatte administrator, Mario Monti, og Grækenlands nyvalgte præsident, Karolos Papoulias, have tætte forbindelser til den amerikanske bank. Idag er forbindelserne mellem internationale banker og virksomheder så tætte, at det faktiske ejerskab af alverdens 37 millioner firmaer og 43.060 internationale virksomheder kan konsolideres ned til 147 individuelle selskaber. Sammenholdt med den magtfordrejning der opstår ved at lade direktørerne for disse firmaer, eller andre interessenter, udforme national og international lovgivning efter forgodtbefindende fremstår konturerne af et internationalt netværk af aktører som i princippet kan gøre som det passer dem, eller i det mindste få det som de vil have det: Mere til dem selv og mindre til alle andre.

Hvis problemerne i den finansielle sektor fortsætter med at eskalere som hidtil vil tilliden til det finansielle system højst sandsynligt forsvinde igen, som det er sket så mange gange før. Måske vil det ske i form af et godt gammeldags bank-run, eller måske ved en tilbagevenden til forne tiders metalstandarder af guld eller sølv. En omkalfatring af det internationale system vil dog næppe komme på tale med mindre en verdensomspændende bevægelse kan sætte dagsordenen for en ny og bedre form for økonomisk forretningsgang.